Hvidegårdsparkens historie
skrevet af Journalist Karin Bech
FOR 3.000 ÅR SIDEN …
Hvidegårdsfundet – en magtfuld læge og
troldmand
Den 14. august 1845 kom
der et brev fra Grev Trampe på Sorgenfri Slot til Oldnordisk Museum. I brevet
stod: ”En Mand i Lyngby har i Dag fundet en ubeskadiget Kæmpegrav. Under den
øverste store Sten kan man se et Sværd stikke frem”.
Det var gårdmand Erik Hansen på
Hvidegården, der havde været i gang med at grave ler ud til opfyldning omkring
gården. Omtrent i midten af en høj, der lå tæt ved gården og lige ved siden af
andre lignende høje, stødte han på nogle store sten. Han tog den vestligste op,
så noget brunt klæde og et sværd, og var vaks nok til at indse, at der sikkert
var tale om et vigtigt fund, for der var tidligere fundet en del
bronzealdersager i de oprindeligt 10 høje omkring Hvidegården. Der blev sat
vagt ved graven, indtil folkene fra Oldnordisk Museum kom.
Tasken havde en helt unik lukkemekanisme,
der bestod af små modsat stillede læderøskner, der blev holdt sammen med en
indstukket bronzenål. Det er simpelthen Danmarks først kendte ”lynlås”. Inde i
tasken var der en masse små genstande, f.eks. et ravstykke, en flintekniv, en
ragekniv, en bronzepincet, en terning af træ, bugfladen og en sideflade af en
snogehale, en konkylie fra Middelhavet, en klo af en rovfugl og venstre
underkæbe af en egernunge.
Som P.V. Glob skriver, så tyder indholdet
af tasken på: ”At den gravlagte Mand for 3000 år siden var Lyngbyområdets
Stormand, Høvding, Læge, Troldmand og Gode. Han er stedt til hvile i en vældig
høj på bakkedraget med udsigt over al sit land og omgivet af sin slægts høje.”
I dag er troldmandens taske med lynlåsen
udstillet på Nationalmuseet, der har overtaget Oldnordisk Museums samlinger.
Billedet her viser en miniature-flintdolk
indsyet i tarmskind, fundet i en mandsgrav på stedet. Tegningen her er fra C.
F. Herbst publikation af graven fra 1848 og er en af Magnus Petersens første
oldsagstegninger. Dolken er 9,3 cm lang.
Som tak for at have rapporteret sit fund
fik gårdejeren fra Hvidegården et sølvbæger med inskription og den danske
arkæolog C.J: Thomsens berømte skrift fra 1836 ”Ledetraad
til Nordisk Oldkyndighed”. Det var i dette skrift,
oldtiden for første gang blev inddelt i de tre store hovedafsnit, som nu bruges
internationalt: ”Stenalder”, ”bronzealder” og ”jernalder”.
Her ses et tværsnit af gravhøjen med
stenkisten, inden den blev åbnet. Akvarel af J. Magnus Petersen.
Danmarks første lynlås
I Lyngbybogen fra 1948 beskriver P.V. Glob
hvidegårdsfundet som ”Et af de mærkeligste Fund her fra Landet”. I graven fandt
man de brændte ben af en fuldvoksen mand, der var svøbt ind i klæde af sort
fåreuld og lagt på en oksehud med hårene opad. Med sig i graven havde manden
blandt andet fået et bronzesværd i træskede, et
sværdgehæng med bronzeknapper, en barkspand, der nok har indeholdt fødevarer
eller en drik, samt en meget speciel taske.
FOR 250 ÅR SIDEN …
Hvidegaarden hed oprindeligt Wiegaarden
Navnet på Hvidegården har intet med farven
hvid at gøre. Gården har oprindeligt sit navn efter stednavnet ”Wiekierene”, som antageligt igen havde sit navn efter et
gammelt ”vi” – et helligsted. Navnet er så i tidens
løb blevet forvansket til Hvidgaard og Hvidegård.
Gården er flyttet ud fra Bondebyen
Indtil for lidt over 200 år siden lå
gårdene i Danmark i landsbyer, med fælles jordlodder, der strakte sig ud fra
landsbyen. Det galdt også Hvidegården, der lå i den
gamle Bondeby på bakken nord for kirken. At gårdene
lå så tæt sammen var hyggeligt og gav et godt fællesskab. Men efterhånden som
man inddrog nye områder til landbrug, kom jorderne til at ligge længere og
længere væk, og den enkelte gård skulle dyrke jorden mange forskellige steder.
Det var upraktisk og gav dårlige muligheder for at udvikle driften.
Derfor lavet en ny lov om ”udskiftning”,
en stor jordreform, der gav enhver lodsejer ret til at kræve sine egne jorder,
der skulle ligge samlet eller højst 2-3 steder. Det kostede imidlertid penge at
udskifte, og mange var bange for at få få dårlig jord
samt for at flytte væk fra landsbyen.
Men i 1777 gik bønderne i Bondebyen – som
var blevet frie selvejerbønder og havde fået skøde på deres gårde ti år før -
sammen om at søge udskiftning, og året efter blev udskiftningen tilladt.
Gårdejer Truels Olsen fra Hvidegården blev tildelt 75 tønder land bestående af
marker med de forjættende navne: ”Riis Høys Mark”, ”Bringerne”, ”Wiekierene” med ”Wakers Høy”, ”Torsøe Enge”, ”Toft Høyene” med
”Tofte Høy”, ”Riis Høy-Stykkerne” med de fire ”Riis Høye”
og ”Tving Spiellene”.
På Hvidegårdens gamle plads ligger der nu
en lystgård
Efter udskiftningen flyttede gårdene i
Bondebyen ud til deres nye marker, og mange af ”bytomterne”
blev overtaget af velhavende købstadsfolk, der byggede landsteder, de kunne
bruge om sommeren. På Hvidegårdens gamle plads byggede Cancelliråd
Mathias Bie i 1787 den lystgård, der stadig ligger der i dag og nu har navnet
”Vilhelminelyst”. Adressen er Høstvej 4, og den mest berømte beboer har været
forfatteren og kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemche.
I 1769 bestod Lyngby af nogle få
landsteder samt den gamle Bondeby med gårde og
småhuse på bakken nord for kirken. I hele kommunen var der kun 1496 indbyggere,
inkl. beboerne i landsyerne Virum og Lundtofte samt
fiskerlejet Taarbæk.
Der er fundet askillige
stenalderbopladser i Lyngby-området, blandet andet i Tordals
mose. Byen Lyngby er antageligt grundlagt 500 år før vor tidsregning, og den
hed oprindeligt Lugnavi, hvor ”Lugna”
måske betyder et lunt sted, og ”vi” er betegnelsen for en helligdom. Byen
skiftede sandsynligvis navn til Lugnaby, da danerne
erobrede Danmark omkring år 280 efter Kristi.
FOR 90 ÅR SIDEN …
Galopbanens grundlægger satte skub i de
moderne tider
Hvidegården fungerede som Bondegård de
næste mange år, men efterhånden blev det sværere at drive landbrug. I 1905 blev
den første parcel solgt fra til landsted (Ved Fortunen 20), og efterhånden blev
der solgt mere jord.
I 1908 solgtes hele gården til A/S Hvidegaard, hvis drivkraft var Ritmester Gustav Adolph
Frederik Clauson-Kaas. Det var en mand, som kom til
at spille en stor rolle for hele den østlige del af Lyngby-Taarbæk Kommune.
Clauson-Kaas var bestyrelsesmedlem og kommitteret i
Landbrugslotteriet, men han var også lidenskabeligt interesseret i hesteavl,
galop- og travsport. Via forskellige selskaber opkøbte Clauson-Kaas
efterhånden også Dyrehavegård, Lundtoftegård, Bjælkalgergård
og Rævehøjgård. Han anlagde træningsbane for
galopheste på Dyrehavegaard og havde stutterier på
andre af gårdene. Og det var ham, der fik gennemført anlægget af Klampenborg
Galopbane og parkeringspladserne ved Dyrehavsbakken og Klampenborgvej.
Den største betydning for Lyngby var måske
nok, at Clauson-Kaas var enten sælger eller
mellemmand, da store dele af de jordarealer, der tilhørte Lyngby og Lundtoftes
gårde, blev solgt til Københavns Kommune i 1930. I forbindelse med salget
beholdt Clauson-Kaas den del af Hvidegårdens areal,
som ligger nord for Klampenborgvej og øst for Hjortekærsvej.
FOR 60 ÅR SIDEN …
Parcellisternes indtog
Med udstykningen i starten af 1960'erne
skiftede området karakter. De første huse stod klar i 1962, og i 1968 var
området fuldt bebygget, med undtagelse af fire parceller ved stamvejen, som
først blev bebygget i 1995.
Hvidegården var ejet af Lyngby-Tårbæk
kommune indtil 1998, hvor kommunen solgte den til den nuværende ejer.
Fortid:
Nedenstående kort viser at også
fortidsmennesket har fundet området spændende. Det viser alle de arkæologiske
fund, som er gjort på vort område.
