Historie

Vores historie

Hvidegårdsparken har en enestående placering som kombinerer nærhed til skov og mark, de smukke heste på Hvidegården, og blot 1½ km til centrum af Kgs. Lyngby.

Hvidegårdsparkens historie

skrevet af Journalist Karin Bech

FOR 3.000 ÅR SIDEN …

Hvidegårdsfundet – en magtfuld læge og troldmand

Den 14. august 1845 kom der et brev fra Grev Trampe på Sorgenfri Slot til Oldnordisk Museum. I brevet stod: ”En Mand i Lyngby har i Dag fundet en ubeskadiget Kæmpegrav. Under den øverste store Sten kan man se et Sværd stikke frem”.

Det var gårdmand Erik Hansen på Hvidegården, der havde været i gang med at grave ler ud til opfyldning omkring gården. Omtrent i midten af en høj, der lå tæt ved gården og lige ved siden af andre lignende høje, stødte han på nogle store sten. Han tog den vestligste op, så noget brunt klæde og et sværd, og var vaks nok til at indse, at der sikkert var tale om et vigtigt fund, for der var tidligere fundet en del bronzealdersager i de oprindeligt 10 høje omkring Hvidegården. Der blev sat vagt ved graven, indtil folkene fra Oldnordisk Museum kom.

Tasken havde en helt unik lukkemekanisme, der bestod af små modsat stillede læderøskner, der blev holdt sammen med en indstukket bronzenål. Det er simpelthen Danmarks først kendte ”lynlås”. Inde i tasken var der en masse små genstande, f.eks. et ravstykke, en flintekniv, en ragekniv, en bronzepincet, en terning af træ, bugfladen og en sideflade af en snogehale, en konkylie fra Middelhavet, en klo af en rovfugl og venstre underkæbe af en egernunge.

Som P.V. Glob skriver, så tyder indholdet af tasken på: ”At den gravlagte Mand for 3000 år siden var Lyngbyområdets Stormand, Høvding, Læge, Troldmand og Gode. Han er stedt til hvile i en vældig høj på bakkedraget med udsigt over al sit land og omgivet af sin slægts høje.”

I dag er troldmandens taske med lynlåsen udstillet på Nationalmuseet, der har overtaget Oldnordisk Museums samlinger.

Billedet her viser en miniature-flintdolk indsyet i tarmskind, fundet i en mandsgrav på stedet. Tegningen her er fra C. F. Herbst publikation af graven fra 1848 og er en af Magnus Petersens første oldsagstegninger. Dolken er 9,3 cm lang.

Som tak for at have rapporteret sit fund fik gårdejeren fra Hvidegården et sølvbæger med inskription og den danske arkæolog C.J: Thomsens berømte skrift fra 1836 ”Ledetraad til Nordisk Oldkyndighed”. Det var i dette skrift, oldtiden for første gang blev inddelt i de tre store hovedafsnit, som nu bruges internationalt: ”Stenalder”, ”bronzealder” og ”jernalder”.

Til toppen            Tilbage

Her ses et tværsnit af gravhøjen med stenkisten, inden den blev åbnet. Akvarel af J. Magnus Petersen.

Danmarks første lynlås

I Lyngbybogen fra 1948 beskriver P.V. Glob hvidegårdsfundet som ”Et af de mærkeligste Fund her fra Landet”. I graven fandt man de brændte ben af en fuldvoksen mand, der var svøbt ind i klæde af sort fåreuld og lagt på en oksehud med hårene opad. Med sig i graven havde manden blandt andet fået et bronzesværd i træskede, et sværdgehæng med bronzeknapper, en barkspand, der nok har indeholdt fødevarer eller en drik, samt en meget speciel taske.

FOR 230 ÅR SIDEN …

Hvidegaarden hed oprindeligt Wiegaarden

Navnet på Hvidegården har intet med farven hvid at gøre. Gården har oprindeligt sit navn efter stednavnet ”Wiekierene”, som antageligt igen havde sit navn efter et gammelt ”vi” – et helligsted. Navnet er så i tidens løb blevet forvansket til Hvidgaard og Hvidegård.

Gården er flyttet ud fra Bondebyen

Indtil for lidt over 200 år siden lå gårdene i Danmark i landsbyer, med fælles jordlodder, der strakte sig ud fra landsbyen. Det galdt også Hvidegården, der lå i den gamle Bondeby på bakken nord for kirken. At gårdene lå så tæt sammen var hyggeligt og gav et godt fællesskab. Men efterhånden som man inddrog nye områder til landbrug, kom jorderne til at ligge længere og længere væk, og den enkelte gård skulle dyrke jorden mange forskellige steder. Det var upraktisk og gav dårlige muligheder for at udvikle driften.

Derfor lavet en ny lov om ”udskiftning”, en stor jordreform, der gav enhver lodsejer ret til at kræve sine egne jorder, der skulle ligge samlet eller højst 2-3 steder. Det kostede imidlertid penge at udskifte, og mange var bange for at få få dårlig jord samt for at flytte væk fra landsbyen.

Men i 1777 gik bønderne i Bondebyen – som var blevet frie selvejerbønder og havde fået skøde på deres gårde ti år før - sammen om at søge udskiftning, og året efter blev udskiftningen tilladt. Gårdejer Truels Olsen fra Hvidegården blev tildelt 75 tønder land bestående af marker med de forjættende navne: ”Riis Høys Mark”, ”Bringerne”, ”Wiekierene” med ”Wakers Høy”, ”Torsøe Enge”, ”Toft Høyene” med ”Tofte Høy”, ”Riis Høy-Stykkerne” med de fire ”Riis Høye” og ”Tving Spiellene”.

På Hvidegårdens gamle plads ligger der nu en lystgård

Efter udskiftningen flyttede gårdene i Bondebyen ud til deres nye marker, og mange af ”bytomterne” blev overtaget af velhavende købstadsfolk, der byggede landsteder, de kunne bruge om sommeren. På Hvidegårdens gamle plads byggede Cancelliråd Mathias Bie i 1787 den lystgård, der stadig ligger der i dag og nu har navnet ”Vilhelminelyst”. Adressen er Høstvej 4, og den mest berømte beboer har været forfatteren og kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemche.

I 1769 bestod Lyngby af nogle få landsteder samt den gamle Bondeby med gårde og småhuse på bakken nord for kirken. I hele kommunen var der kun 1496 indbyggere, inkl. beboerne i landsyerne Virum og Lundtofte samt fiskerlejet Taarbæk.

Der er fundet askillige stenalderbopladser i Lyngby-området, blandet andet i Tordals mose. Byen Lyngby er antageligt grundlagt 500 år før vor tidsregning, og den hed oprindeligt Lugnavi, hvor ”Lugna” måske betyder et lunt sted, og ”vi” er betegnelsen for en helligdom. Byen skiftede sandsynligvis navn til Lugnaby, da danerne erobrede Danmark omkring år 280 efter Kristi.

Til toppen            Tilbage

FOR 75 ÅR SIDEN …

Galopbanens grundlægger satte skub i de moderne tider

Hvidegården fungerede som Bondegård de næste mange år, men efterhånden blev det sværere at drive landbrug. I 1905 blev den første parcel solgt fra til landsted (Ved Fortunen 20), og efterhånden blev der solgt mere jord.

I 1908 solgtes hele gården til A/S Hvidegaard, hvis drivkraft var Ritmester Gustav Adolph Frederik Clauson-Kaas. Det var en mand, som kom til at spille en stor rolle for hele den østlige del af Lyngby-Taarbæk Kommune.

Clauson-Kaas var bestyrelsesmedlem og kommitteret i Landbrugslotteriet, men han var også lidenskabeligt interesseret i hesteavl, galop- og travsport. Via forskellige selskaber opkøbte Clauson-Kaas efterhånden også Dyrehavegård, Lundtoftegård, Bjælkalgergård og Rævehøjgård. Han anlagde træningsbane for galopheste på Dyrehavegaard og havde stutterier på andre af gårdene. Og det var ham, der fik gennemført anlægget af Klampenborg Galopbane og parkeringspladserne ved Dyrehavsbakken og Klampenborgvej.

Den største betydning for Lyngby var måske nok, at Clauson-Kaas var enten sælger eller mellemmand, da store dele af de jordarealer, der tilhørte Lyngby og Lundtoftes gårde, blev solgt til Københavns Kommune i 1930. I forbindelse med salget beholdt Clauson-Kaas den del af Hvidegårdens areal, som ligger nord for Klampenborgvej og øst for Hjortekærsvej.

Til toppen            Tilbage

FOR 45 ÅR SIDEN …

Parcellisternes indtog

Med udstykningen i starten af 1960'erne skiftede området karakter. De første huse stod klar i 1962, og i 1968 var området fuldt bebygget, med undtagelse af fire parceller ved stamvejen, som først blev bebygget i 1995.

Hvidegården var ejet af Lyngby-Tårbæk kommune indtil 1998, hvor kommunen solgte den til den nuværende ejer.

Til toppen            Tilbage

Fortid:

Nedenstående kort viser at også fortidsmennesket har fundet området spændende. Det viser alle de arkæologiske fund, som er gjort på vort område.

 

Hvidegårdsparkens Grundejerforening © 2017 • Vilkår for anvendelse